Polyurethanskum er et alsidigt materiale, der bruges i en lang række applikationer. Den er meget fleksibel med en høj bæreevne og er kendt for sin holdbarhed. Det kan kombineres med andre materialer såsom et nonwoven-substrat, net og stof. Skum er almindeligvis bundet til disse materialer ved hjælp af en varmeproces såsom flammebinding, varm filmadhæsion og pulverlaminering. Resultatet er et polstret produkt, såsom hovedbeklædning til biler eller madrasser og sædehynder. De vigtigste egenskaber ved polyurethanskum er dens tæthed, trækstyrke og brudforlængelse.
Polyurethan fremstilles ved at omsætte en polyol med et diisocyanat og opblæsningsmidler til dannelse af en polymer. Polyolerne er typisk afledt af enten polyether eller polyester. Polyethere er modstandsdygtige over for hydrolyse og oxidation, mens polyestere er mere stabile over for oxidation, men mindre modstandsdygtige over for hydrolyse. Polyurethan fremstilles på en række forskellige måder, afhængigt af den påtænkte anvendelse. Disse omfatter plader, kontinuerlig pladerproduktion og skumlaminering.
Pladeproduktion af polyurethan er en kontinuerlig proces der danner plader af skum direkte på et transportbånd. Polymersystemet hældes på transportøren, hvor det blandes med blæst af vand eller kuldioxid, der kommer fra en dyse. Boblerne får polyurethanen til at stige og spredes over transportøren og danner en plade af skum. Arkene skæres i størrelse og bindes derefter til en bagside eller andet materiale ved hjælp af en af ovennævnte varmeprocesser.
Skummet er testet på flere forskellige måder for at bestemme dets ydeevne. Bæreevnen måles ved at trykke en indrykning ind i skummet ved 25 %, 50 % og 65 % af dets tykkelse. Testresultaterne registreres i newton (N) og kilodeks (kN). Jo højere værdi, jo større belastning kan den understøtte.
Udover at måle skummets bæreevne , udføres andre tests for at måle dens træk- og rivestyrker, brudforlængelse og luftgennemtrængelighed. Disse er baseret på de samme testmetoder som dem, der bruges til at bestemme dens bæreevne.
Brændbarheden af polyurethanskum er kommet under lup efter den dramatiske stigning i branddødsfald i Storbritannien mellem slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1980'erne, hvor mange af disse dødsfald kan tilskrives billige polstrede møbelprodukter indeholdende polyurethanskum. Brandtoksiciteten af polyurethan er et resultat af den hurtige nedbrydning og frigivelse af giftige kemikalier såsom polymeriseret toluen, hydrogenchlorid og methylchlorid. Disse kemikalier udsendes til atmosfæren under polyurethansynteseprocessen og kan absorberes gennem huden på arbejdere, der er involveret i fremstillingen af skummet. For at forbedre arbejdstagernes sikkerhed er der forskning i gang med at udvikle en erstatning for CFC-11 blæsemiddel, som bruges i øjeblikket. Forskning har vist, at erstatning af dette kemikalie med et lavere kogepunkt, mindre giftigt og et vandbaseret blæsemiddel vil give et sikrere arbejdsmiljø.
